Om dyrevelfærd
- tema til biologi i 7.-9. klasseHvad er dyrevelfærd? Kan man måle den? Hvem har ansvaret for den?
Dette og meget andet tager eleverne stilling til for at få en nuanceret tilgang til dyrevelfærd. Materialet om dyrevelfærd består af et skræddersyet undervisningsforløb. Det indeholder:
- oplæg til debat
- input til fordybelse og gruppearbejde
- redskaber til præsentation og evaluering
- oversigt med trin- og slutmål
Hvilke områder er i fokus?
I arbejdet med temaet dyrevelfærd er der tre områder, som er vigtige:
- produktionsforhold
- transport
- slagtning
I dette materiale er fokus lagt på produktionen på bedriften, da det er her, dyrene lever deres liv. Men ideerne kan naturligvis anvendes på de to andre forhold også.
Med den sparsomme tid til faget biologi arbejdes der sandsynligvis kun med dyrevelfærd én gang i forløbet 7.- 9. klasse. Undervisningen må derfor være eksemplarisk, således at en stor del af den forståelse og viden, eleverne opnår om ét husdyrhold, kan overføres til et andet. Materialet her indeholder relevante oplysninger om:
- slagtesvin
- ægproduktion
- malkekvæg
Alt efter interesse kan man vælge at arbejde med andre husdyr. Vi anbefaler, at du afsætter 6-9 lektioner til forløbet.
Anmeldelse i Kaskelot
Læremidlet blev anmeldt i Kaskelot, Biologforbundets medlemsblad, i oktober 2007.








