Vi spiser med alle sanser
Mad med smag og nydelse
Velsmag og nydelse er knyttet til mad og måltider og har stor betydning for, hvordan vi oplever mad og for, om vi har lyst til at spise den. Mad er ikke kun for maven. Når vi spiser, er alle sanser i brug. Men de er ikke nødvendigvis bevidst i brug.
Mad skal tale til sanserne
Lækker mad taler til flere sanser på én gang. Duften, smagen, følelsen, udseendet og lyden af maden, når den tygges. Alt dette er vigtigt for vores oplevelse af den mad, vi spiser.
På indkøb
Vi reagerer ubevidst på sanseoplevelser, og det præger vores lyst til at købe. Virkemidler i butikkerne er lys, farver, dufte og nogle gange lyde. Fx er afdelingen for frugt og grønt ofte holdt i naturfarver og har et skarpt lys, der fremhæver produkternes mange flotte farver og giver fornemmelse af sommerdag.
Kræsenhed
I en dansk undersøgelse fra 2008 (Dansk Naturvidenskabsformidling og Københavns Universitet) blev 8.900 skoleelever bl.a. spurgt, om de var kræsne. Der var ingen forskel mellem pigers og drenges kræsenhed. Men i 14-års-alderen bliver man mere bevidst om sin egen kræsenhed, og man bliver sandsynligvis også mindre kræsen.
Undersøgelsen viste også, at
-
børn er dygtige til at smage
-
piger er bedre til at genkende syrlige og søde smage end drenge
-
børns smagsgenkendelse ændrer sig med alderen
-
mange børn faktisk ikke er vilde med oversøde drikkevarer.
Hent PDF Vi spiser med alle sanser







