Det praktiske før besøget
KontaktNår du har fundet den gård, I skal besøge, skal du kontakte landmanden og aftale tidspunkt. Fortæl også om der f.eks. er et bestemt tema for besøget. Det kan også være en god idé at snakke om gensidige forventninger til gårdbesøget.
Tøj og fodtøj
Praktisk tøj og fodtøj er nødvendigt for både lærer og elever. Vær forberedt på, at både tøj og sko/støvler bliver beskidte på gårdbesøget. Klæd jer efter vejret! Selvom I skal være i en stald, kan det være koldt.
Madpakker
Det er ofte muligt at finde et sted på gården, hvor eleverne kan sidde og spise deres madpakker. Aftal tid og sted med landmanden på forhånd - så kan der også tages højde for vejr og vind.
Handicap
Der er højt til loftet på landet og plads til alle. Husk dog at fortælle landmanden, om en eller flere elever eksempelvis sidder i kørestol, så der kan tages visse forholdsregler fra landmandens side.
Allergi
Husk også at medbringe medicin eller lignende, hvis nogle af eleverne døjer med f.eks. høfeber, pollenallergi, støvallergi eller lignende. Hvis en eller flere elever er overfølsomme over for dyrehår, er det måske en god idé at besøge et landbrug med svin frem for kvæg.







