Didaktik
Landmandslivet er særligt i den forstand, at arbejde, fritid og tid til familien ofte smelter sammen. Det foregår i hvert fald ofte det samme fysiske sted. Livet som landmand kan derfor med fordel bruges som udgangspunkt for refleksioner over forhold mellem arbejdstid, fritid og familietid.
Det er relevant for de store skoleelever at reflektere over, hvordan man på sigt vil prioritere arbejde i forhold til fritid eller arbejde i forhold til tid sammen med familien. Eleverne står snart over for at skulle træffe beslutninger, som vil være afgørende for deres fremtidige job og karriere og derved levevis.
Handlekompetencer
Bedriften tilbyder en legeplads at øve sig på. Et spil, hvor man starter med at sætte sig mål for, hvordan man vil leve, det vil sige hvordan man vil prioritere sin tid som voksen. Derefter bliver man ”sat på prøve” i situationer, hvor man skal træffe nogle valg. De valg, man træffer, får konsekvenser. Konsekvenserne i spillet vil forhåbentlig få eleverne til at reflektere over årsager og sammenhænge og dermed ruste dem til at træffe kompetente valg.
Refleksion, faglighed og dialog
Et væsentligt didaktisk princip i Bedriften er, at materialet er en invitation til dialog. En mulighed for at eleverne kan komme i frugtbar dialog med dem, der ved mest om landbrug og fødevareproduktion, nemlig landmændene. Bedriftens landmænd repræsenterer hver især en af produktionsformerne. Ved at kommunikere med rigtige, levende landmænd i Bedriftens blog, får eleverne mulighed for at opleve, hvordan livssyn, holdninger og værdier varierer fra person til person.
Spil og læring
Computerspil tilbyder en avanceret form for interaktion, et univers hvor man ”gratis” kan afprøve hvordan det er at være nogen (i Bedriften kan skoleelever prøve at være voksne!) og hvor man kan se konsekvenser af egne beslutninger og handlinger.
Bedriften kan netop betegnes som en form for simulationsspil, hvor eleverne prøver at sætte sig ind i det at være landmand, og således sætter Bedriften fokus på såvel faglige som sociale kompetencer. Når eleverne skal besvare quizspørgsmål, fokuserer de på det faglige, hvorimod dilemmaspørgsmålene fokuserer på elevens evne til at indgå i meningsfulde sociale relationer.
Læringspotentialet i computerspil kan være stort, da spiluniverset tilbyder mulighed for en form for ”learning by doing”.
Introducer Bedriften som det det er, nemlig læring
Forudsætning for at der finder læring sted er dog, at man som lærer gør en dyd ud af at afstemme elevernes forventninger. Bedriften kan og må ikke sammenlignes med et fuldblods playstation shooter-spil. Eleverne kan blive skuffede over at traktoren ikke kan køre og man ikke kan navigere på andre måder end at gå omkring i 3D-universet ved hjælp af piletasterne. Hvis eleverne går til Bedriften med forventninger om traditionel computerspil-underholdning bliver de frustrerede. Frustration er naturlig ingen god forudsætning for læring. Hvis de derimod er blevet introduceret for Bedriften som et læringsspil hvor de vil lære noget om landbrug og fødevareproduktion og hvor det gælder om at nå de mål de selv sætter, vil de ikke blive skuffede, men forhåbentlig gå motiveret til opgaven.







